Ordet ”apostasi” (frafald) er en bogstavret oversættelse af det græske apostasia, som oprindeligt betegnede oprør eller løsrivelse. Dets religiøse brug betegner den overlagte opgivelse af ens egen religion. Apostasi er nøje forbundet med kætteri, hvor afvisningen af ortodoks for heterodokse anskuelser og praksisser indenfor en given religion ses som en kategorisk fornægtelse af sand religion. Apostasi skal som sådan forstås som en offentlig snarere end en privat hændelse. Apostasi er ikke et spørgsmål om privat religiøs tvivl eller bortfaldne religiøse praksisser. Apostasi er en offentlig fornægtelse og fordømmelse af ens tidligere religiøse anskuelser og praksisser. Den frafaldne opgiver ofte en religion til fordel for en anden, men vil måske fuldstændig fornægte religion.
III.I. Apostasi i hellenistisk judaisme
De gamle israelitter, som igen og igen faldt tilbage til den religion og kultur med flerguderi, hvorfra de dukkede op, fordømmes på det kraftigste i den hebraiske Bibel for deres nationale frafald. Men de første handlinger med individuel apostasi opstod under Antiochus Epiphanes regeringstid (ca. 175-164 f.v.t.), da mange jøder blev tvunget af denne hedenske kejser til at fornægte deres dyrkelse af Gud til fordel for græske guder. En lidenskab for hellenistisk kultur havde alvorlig virkning på jødisk religion og kultur indtil Makkabæeroprøret, som lykkedes med at genoprette jødisk lov og jødisk nationalisme. Sporadisk apostasi fortsatte, men sådan opgivelse af jødisk lov blev mødt med den skarpeste fordømmelse indenfor det jødiske samfund.
Under senere romersk styre blev jøderne tilladt at praktisere deres religion frit under et jødisk tetrarkis symbolske politiske styre. Sekteriske bevægelser blomstrede i denne periode, ingen mægtigere end den kristne bevægelse som med tiden skilte sig helt ud fra judaismen. Sekteriske personer og kristne blev dømt som frafaldne. Hertil kommer at en sådan apostasi blev fordømt i politiske såvel som religiøse udtryk, for blandt jøderne var religion og borgerret smeltet sammen. Apostasi blev set som en forbrydelse mod staten såvel som en synd mod Gud. Den frafaldne blev nægtet både frelse og borgerret.
III.II. Apostasi i hedenske religioner
I almindelighed var idéen om eksklusivitet fremmed for græske og romerske religioner med deres polyteistiske natur. De hedenske kulter ekskluderede ikke medlemmer, der rettede sig efter rivaliserende religiøse traditioner eller filosofiske kredse. Men ofte blev guderne i de hedenske religioner officielt anerkendt af de borgerlige myndigheder og identificeret med statens trivsel. I sådanne tilfælde blev opgivelsen af politisk sanktionerede religioner mødt med offentlig kritik og endog statssponseret forfølgelse. I det østlige Grækenland blev kristne anklaget for ateisme, fordi de afviste folkets guder. I det vestlige Romerrige blev kristne anklaget for at opgive deres forfædres religion. På begge anklager blev de tidlige kristne, som nægtede at respektere de borgerlige guder, fordømt og ofte forfulgt for oprør mod staten. Kort sagt, apostasi blev kun et problem i hedenske samfund, når dets nedarvede skikke eller dets borgerlige guder blev vraget.
III.III. Apostasi i den kristne kirke
Mange tidlige jødiske og hedenske konvertitter til kristendommen fortsatte med at overholde jødisk rituel lov eller at deltage i hedenske religiøse festivaler. I begyndelsen blev vedholdenheden af gamle religiøse skikke ikke betragtet som apostasi. Apostasi blev først et klart spørgsmål, da den kristne kirke havde skilt sig ud fra jødiske og gnostiske former for kristendom. Allerede i Det Nye Testamente forbindes apostasi med de falske lærere og profeter, hvis opdukken vil signalere den apokalyptiske afslutning på tidsalderen. I de tidlige århundreder var apostasi stort set et internt problem, da ortodoks kristendom skilte sig fra kætterske og skismatiske bevægelser. Men med Konstantins omvendelse blev apostasi en borgerforseelse, strafbar ifølge lov. Således begyndte mere end tusind års gensidigt samarbejde mellem kirke og stat. Staten brugte sværdets magt til at beskytte kirken mod apostasi, og kirken brugte skriftens magt til at beskytte staten mod oprør. Frafaldne blev frataget deres borgerrettigheder såvel som deres religiøse rettigheder.
Den åbne opgivelse af kristendommen var sjælden, hvor båndet mellem kirke og stat var fast, men selv de frafaldnes skjulte bevægelser blev aktivt undertrykt. Tortur blev brugt rigeligt til at fremtvinge tilståelser og til at tilskynde til afsværgelser. Frafaldne og skismatikere blev ekskommunikeret fra kirken og forfulgt af staten.
Apostasi i stor stil skete også i den kristne historie. Den såkaldte ”Store Splittelse” mellem østlig ortodoksi og vestlig katolicisme i det 8. århundrede markerede den første store opdeling indenfor kristendommen, hvilket resulterede i fælles ekskommunikation. Den protestantiske reformation i det 16. århundrede gjorde yderligere kristne uenige med kristne. Hver sekterisk gruppe påstod at have genvundet den autentiske tro og praksis i det Nye Testamentes Kirke, hvorved rivaliserende versioner af kristendom forvistes til statussen apostasi.
Desuden brugte de protestantiske kirker, som kunne glæde sig over territorial monopol, våbnene religiøs ekskommunikation under mandat og politisk sponseret forfølgelse mod rivaliserende fordringshavere til autentisk kristendom. Kun med slutningen af religionskrigene og vedtagelsen af påbud om tolerance ophørte den slags aktiv politisk undertrykkelse af apostasi. Formelle og uformelle religiøse sanktioner blev stadig pålagt, som rangerer fra ekskommunikation og at gøre nogen arveløs til at censurere og sky nogen som pesten.
Som dette korte overblik viser, har fordømmelsen af frafaldne fungeret som en ”legitimationsstrategi” for alle de religioner i fortiden, som kom med eksklusiv-påstande om at være den eneste religion, der besidder den korrekte religiøse tro og praksis. I nationale og territoriale rammer, hvor politiske og religiøse loyaliteter var slået sammen, blev juridiske såvel som religiøse sanktioner pålagt mod apostasi. Den frafaldne blev frataget borgerret såvel som frelse. Som sådan blev den frafaldne set på som en leverandør af falskhed og umoralskhed, som truede det religiøse samfunds renhed og stabiliteten i den politiske orden.
Apostasi blev mindre og mindre et problem i den moderne verden, i takt med at religiøse traditioner blødgjorde deres dogmatiske krav, og fordi sekulariserede samfund skilte sig af med religiøs støtte. Accepten af religiøs pluralisme og privatisering af religiøs tro i dette århundrede, stort set frigjort fra det juridiske og religiøse had til de frafaldne, de personer der ændrede deres religion. Ganske vist bibeholder den romerskkatolske kirke stadig våbenet ekskommunikation, protestantiske fundamentalister fordømmer farerne ved kætteri, og af og til kan fromme familier slå hånden af børn, der gifter sig udenfor deres tro eller konverterer til en anden religion. Men disse sanktioner medfører ikke den offentlige eller den private vægt, de engang gjorde. Det er de religiøse dogmatikeres rituelle manøvrer, som har mistet deres ubestridte autoritet i pluralistiske og ikke-religiøse kulturer.
