ii.i. Religions vigtigste karaktertræk
I henhold til den ovenstående diskussion kan vi nu fremsætte de vigtigste karaktertræk, der er indeholdt i religion, i abstrakte og generelle begreber. Efterfølgende foregiver ikke at være en definition, som kan anvendes universelt, men en opremsning af de karaktertræk og funktioner, som hyppigt findes i religion, og som er identificeret som sådan. Disse er:
(a) troen på en kraft (eller kræfter) som rækker ud over normale sanseindtryk, og som måske endog indeholder en fuldstændig postuleret form for væren;
(b) troen på at en sådan kraft ikke blot påvirker den naturlige verden og den sociale orden, men indvirker direkte på den og endda kan have skabt den;
(c) troen på at der på et tidligere tidspunkt i historien har forekommet en overnaturlig indgriben i menneskelige affærer;
(d) overnaturlige kræfter menes at have ledet menneskehedens historie og skæbne: Når disse kræfter er beskrevet antropomorfisk (som menneskelignende), bliver de som tilskrevet bestemte formål;
(e) troen på at menneskets lykke i dette liv eller i livet efter døden (eller i de følgende liv) afhænger af relationer etableret med eller i overensstemmelse med disse transcendente kræfter;
(f) det er ofte (men ikke altid) overbevisningen, at selvom transcendente kræfter vilkårligt kan bestemme en persons skæbne, kan personen ved at opføre sig på foreskreven vis påvirke de hændelser, han kommer ud for enten i dette liv eller i fremtidigt/fremtidige liv eller begge dele;
(g) der findes foreskrevne handlinger for personlig, kollektiv eller repræsentativ optræden – nemlig ritualer;
(h) vedvarende elementer af formildende handlinger (endog i højt udviklede religioner) hvor personer eller gruppen som sådan kan bønfalde om særlig hjælp fra overnaturlige kilder;
(i) det forventes af de troende, at de tilkendegiver hengivenhed, taknemmelighed, ærefrygt eller ærbødighed under tilstedeværelsen af symbolske repræsentationer af trosretningens overnaturlige kraft (kræfter);
(j) sprog, genstande, steder, bygningsværker eller årstider, som er specielt forbundet med det overnaturlige, bliver gjort hellige, og de kan i sig selv blive genstand for pietet;
(k) der er regelmæssig udførelse af ritualer eller udlægninger, tilkendegivelser af hengivenhed, højtider, faste, fælles bodsøvelser, pilgrimsrejser og gengivelser eller ihukommelse af begivenheder i det jordiske liv for guddomme, profeter eller store læremestre;
(l) lejligheder med gudsdyrkelse og udlægning af læren fremkalder en oplevelse af fællesskab og en samhørighed, samdrægtighed, et kammeratskab og en fælles identitet;
(m) moralregler bliver ofte pålagt tilhængere selvom området, som de omhandler, varierer: De kan blive affattet i legalistiske eller rituelle udtryk, eller de kan fremføres mere som overensstemmelse med ånden i en mindre præcis, højere etik;
(n) seriøsitet, vedvarende engagement og livslang hengivenhed er normative krav;
(o) i henhold til det, de foretager sig, kan de troende opsamle fortjenester eller personlige brister, til hvilke der er forbundet en moralsk økonomi med belønninger og straffe. Den præcise sammenhæng mellem handling og konsekvens veksler fra automatisk virkning ud fra angivne grunde til troen på, at en personlig brist kan blive opvejet gennem fromme eller rituelle handlinger, ved skrifte eller anger eller ved særlig indgriben fra overnaturlige kræfter;
(p) der findes som regel en særlig klasse af religiøse funktionærer, der tjener som kustoder for de hellige genstande, skrifter og steder; eller som er eksperter i doktrinerne, ritualerne og i præstelig vejledning;
(q) sådanne eksperter bliver som regel betalt for deres tjenester enten via skat, aflønning for specifikke tjenester eller via en fastsat gage;
(r) når eksperter helliger sig doktrinernes systematik, hævdes det som regel, at religiøs viden tilvejebringer løsninger på alle problemer og forklarer livets mening og formål. Herunder medtager man ofte antagne forklaringer af oprindelsen af det fysiske univers og dets funktion samt den menneskelige psykologi;
(s) legitimiteten af den religiøse viden og de religiøse institutioner bliver hævdet med henvisning til åbenbaring og tradition: fornyelse retfærdiggøres sædvanligvis som rekonstruktion; og
(t) påstande om lærdommenes sandhed og ritualernes effektivitet bliver ikke underkastet empirisk afprøvning, da målene i sidste ende er transcendente, og religiøs overbevisning er påkrævet både med hensyn til målene og med hensyn til de godtagne måder, der bliver anbefalet til at opnå dem.
De foregående punkter skal ikke betragtes som sine qua non, men som sandsynligheder: De udgør fænomener ofte fundet empirisk. De kan betragtes som en probabilistisk opgørelse.
II.II. Ikke-essentielle karaktertræk i religion
Den ovenstående opgørelse er udtrykt i betydeligt abstrakte og generelle antagelser, men faktiske religioner er historiske enheder, ikke logiske konstruktioner. De omfatter uhyre forskellige organisationsprincipper, adfærdsregler og trosmønstre. Det er ofte vanskeligt at generalisere, og når først de (ofte ubevidste) fordomme fra den kristne tradition er tilsidesat, bliver det tydeligt, at mange af de konkrete punkter som måske bliver betragtet som en uomgængelig nødvendighed på grundlag af den kristne model, i virkeligheden ikke er til stede i andre trossystemer. I ovenstående opgørelse er henvisningen til et højere væsen undgået, da et sådant begreb ikke er gyldigt for theravada-buddhister (og for mange mahayana-buddhister), jainister og taoister. Dyrkelse i henhold til ovenstående har vidt forskellige implikationer i buddhisme i forhold til gudsdyrkere inden for kristendommen. Opgørelsen refererer ikke til trosbekendelser, som er særligt vigtige i den kristne tradition, men som ikke er af tilsvarende vigtighed i andre religioner. Den nævner ikke sjælen, uanset hvor afgørende det begreb er i ortodoks kristendom, fordi doktrinen vedrørende sjælen er noget dubiøs i jødedommen og udtrykkeligt afvist af visse kristne bevægelser (f.eks. Syvende Dags Adventister og Jehovas vidner – der begge har tilhængerskarer på millioner verden rundt, og af kristadelfianerne og de puritanere som f.eks. Milton der er kendt som moralister). Der er ikke nogen direkte hentydning til helvede i den forstand, som det er udviklet i kristendommen, da dette punkt mangler i jødedommen. Livet efter døden bliver omtalt i såvel ental som flertal for at imødekomme de to forskellige kristne forestillinger om sjælevandringen og opstandelsen, og de noget forskellige redegørelser om reinkarnation i buddhisme og hinduisme. Ingen af disse specifikke punkter kan betragtes som afgørende for definitionen af religion slet og ret.
