Der er ikke nogen fast definition på dyrkelse, som kan anvendes på alle former for religion med fuldstændig upartiskhed. I slutningen af afsnittet ovenfor vedrørende religioners kendetegn bemærkede jeg, at enhver religion vil have alle tre kendetegn (et trossystem, religiøs praksis og et religiøst samfund) på en eller anden måde, men at to religioner ikke ville have dem på præcis den samme måde eller i samme grad. Disse variationer er det, der gør religioner unikke. Således lægger katolicismen, østens ortodoksi og høj-anglikanisme enorm vægt på umådelige ritualer, deriblandt dragter, processioner, lys, salmer, billeder, helligt vand, røgelse osv. På den anden side bliver sådanne overbroderede former for ceremoni i mange strengt protestantiske trosretninger, såsom Brethren, anset for at være en smule mistænkelige, hvis de ikke ligefrem bærer præg af afgudsdyrkelse. I disse forgreninger af kristendommen er gudsdyrkelse indskrænket til prædiken af ordet, måske nogle få salmer og bøn. Blandt medlemmerne af Religious Society of Friends – almindeligt kendt som kvækerne – indeholder dyrkelsesmødet slet ingen eksterne handlinger, men er en samling i stilhed, hvor medlemmer muligvis og muligvis ikke deler et kort ord til inspiration. Ligeledes er den centrale dyrkelse i buddhistiske klostre en fuldstændig stille meditation i længere tidsperioder, som ikke fokuserer på at hædre den højeste guddom, men på udslettelsen af selvet og frigørelsen fra tilværelsens forviklinger.
Da det er umuligt at finde en absolut striks og fast definition på dyrkelse, er det nødvendigt at have en fleksibel opfattelse til brug ved komparative studier. De fleste ordbogsdefinitioner løser dette problem ved at inkludere flere forskellige idéer under dyrkelsesbegrebet. For det første kan dyrkelse inkludere idéer om ”ritualer” og ”ceremonier”. Nogle religionsforskere betragter skikke og ritualer som forvandlende. I det kristne dåbsritual for eksempel bliver den indviede forvandlet fra en tilstand (synd) til en anden (nåde). I primitive samfund forvandler overgangsriter novicer fra barndom til voksenlivet. Scientologys auditeringsproces, hvor man bevæger sig fra tilstanden præclear til clear, ville på denne måde være forvandlende. Omvendt bliver ceremonier betragtet som bekræftende, det vil sige, at de bekræfter og bestyrker status quo. Forskellige former for sabbat og søndagssamlinger er ofte således ceremonier. Ceremonier bekræfter for trossamfundet dets status som en dyrkende enhed og dets identitet som en trosretning. Ritualer og ceremonier er ofte, men ikke nødvendigvis altid ledsaget af kunstfærdigt udstyr, inklusive dragter, dans, musik, hellige stænk og renselse, ofringer af dyr eller mad, håndbevægelser såsom velsignelser og lignende.
For det andet erkender religionsforskere verden rundt, at ritualer og ceremonier ikke kan være det, det først og fremmest kommer an på, når vi taler om dyrkelse. Således inkluderer de fleste definitioner flere begreber såsom ”udøvelser,” ”handlinger” og ”højtideligholdelser”. Disse yderligere begreber er af gode grunde inkluderet i de almindelige definitioner. En persons dyrkelse kan være overtro for en anden. Og hvad der for en troende kan synes at være en meningsløs handling
Under den bredere definition af religiøs dyrkelse (handlinger, udøvelser, højtideligholdelser) kan vi inkludere sådanne emner som studiet af hellige tekster, uddannelse af andre i studiet og fremsigelserne af disse tekster og forskellige former for religiøs instruktion. I nogle religioner er denne type handlinger endda gennemsyret med hellige ceremonier. I japanske zen-klostre har jeg observeret zen-novicer ceremonielt bærende kopier af Lotus Sutra og højtideligt indprente den i hukommelsen gennem rituel messen. Studiet af Talmud i jødiske yeshivaer antager en lignende rituel form.
I mange varianter af religiøs dyrkelse kan den lærde opdage to fundamentale orienteringer: En retning af dyrkelse er mere lovprisende og ritual-centreret, den anden er mere vejledende og meditation-centreret.
Spørgsmålet om, hvorvidt auditering og uddannelse kan anses for at være former for dyrkelse, vil måske naturligt blive rejst af tilhængere af vestens mere almindelige religioner, nemlig jødedommen, kristendommen og islam. I disse religioner er dyrkelse hovedsageligt, men ikke fuldstændigt, centreret omkring offentlige lovprisninger, festivaler, prædikener, salmesang, sabbat eller søndagsgudstjeneste og forskellige andre højtideligheder. Selvom man kan finde denne form for dyrkelse rigeligt repræsenteret i østens religioner, er der en grundlæggende undertone i mange typer af østlig pietet, som lægger mere vægt på meditation og instruktion. Som allerede bemærket er dyrkelse i vedanta-hinduisme og zenbuddhisme centreret ikke kun omkring lovprisninger, men omkring meditation og studiet af sutraerne, de åndelige tekstbøger. I zen er dette åndelige studium ofte ledsaget af meditation ved hjælp af koaner, korte, fyndige og ofte modsigende ytringer, som hjælper tilhængeren med at bryde igennem den almindelige bevidsthedsskal, så han eller hun kan opnå satori, pludselig visdom.
Mens opdagelsen og kodificeringen af auditeringsteknologien udelukkende tilhører L. Ron Hubbard, har Scientology Kirken og L. Ron Hubbard selv altid erkendt, at Scientology har ligheder med visse aspekter af hinduisme og især med buddhisme. Scientology deler begge disse religiøse traditioners tro på, at den centrale proces i frelse er overgangen fra uvidenhed til visdom, fra forvikling til frihed og fra formørkelse og forvirring til klarhed og lys. For en del år siden udgav jeg en artikel om Scientologys forbindelse til buddhisme: Frank K. Flinn, ”Scientology as Technological Buddhism” (”Scientology som teknologisk buddhisme”) i redaktør Joseph H. Fichters, Alternative to American Mainline Churches (Alternativer til Amerikas almindelige kirker), New York: Paragon House, 1983, side 89-110. I overensstemmelse med disse østlige traditioner betragter Scientology logisk nok dyrkelse ikke så meget som lovprisning og højtideligholdelse, men mere som meditation og instruktion, hvor der lægges vægt på bevidsthed, vished eller, for at bruge Scientologys betegnelse, ”clearing”.
Som en vigtig sidebemærkning kan man ikke sige, at meditative og belærende former for dyrkelse ikke er til stede i vesten. Den fromme, ortodokse jøde er overbevist om, at andægtigt studium af Toraen eller Loven er en form for dyrkelse om ikke den egentlige form for dyrkelse. Således etablerer ortodokse jøder yeshivaer, som er tilegnede det ærbødige studie af Toraen og Talmuden. En yeshiva er ikke blot et sted for almindelig uddannelse; det er også et sted for dyrkelse. Ligeledes har muslimer etableret kuttab’er og madrasa’er for andægtigt studie af Koranen. På samme måde tilegner mange katolske klosterordener, de mest kendte er cistercienserne og trappisterne, den største del af deres dyrkelse til stille studium af og meditation over hellige tekster.
Men i det store hele er meditation, helligt studie og instruktion ikke betragtet i samme grad som former for dyrkelse i vesten, som de er i østen. I Indien er det almindeligt, at folk på deres ældre dage sælger alt deres jordiske gods, rejser til et helligt sted såsom Varanasi (Benares) ved Ganges-floden og lever resten af deres liv med ind imellem at foretage puja eller rituelle ofringer, men for det meste ved at meditere over guddommelige ting. For den almindelige hindu er denne form for meditation den højest mulige form for dyrkelse.
Det er helt klart, at Scientology både indeholder de typiske former for ceremoniel og højtidelig dyrkelse og har sin egen særlige form for åndeligt liv ...
Bortset fra disse diskussioner er det helt klart, at Scientology både indeholder de typiske former for ceremoniel og højtidelig dyrkelse og har sin egen særlige form for åndeligt liv: auditering og uddannelse. Til sammenligning og kontrast betragter den katolske kirke alle sine syv sakramenter som en slags dyrkelse. Det er af den grund, at alle sakramenterne bliver udført hovedsageligt i kirker af ordinerede gejstlige. Sakramenter bliver kun udført uden for kirkens lokaliteter under særlige omstændigheder, såsom for at være præst for de syge. De syv sakramenter inkluderer dåb, konfirmation, skriftemål, bod eller skrifte, nadverens sakramente, vielse, ordination og salvelse af de syge og svagelige. Men ”sakramentet af alle sakramenter” for katolikker er nadverens sakramente, som almindeligvis kaldes messe, og som højtideligholder Jesu Kristi død og genopstandelse og hans tilstedeværelse i trossamfundet.
Så Scientology Kirken har også på denne vis sit ”sakramente af alle sakramenter,” nemlig auditering og uddannelse. Det vigtigste religiøse mål for alle praktiserende scientologer er at blive clear og opnå den status at være en opererende thetan, som er herre over ”livet, tankerne, materie, energi, rum og tid”. De centrale, religiøse metoder for at opnå dette mål er de komplicerede, trinvise niveauer af auditering og uddannelse. Hvad nadverens sakramente indeholder af religiøs betydning for katolikken, indeholder auditering og uddannelse for scientologen. Ligesom katolikker betragter de syv sakramenter som de vigtigste metoder til at frelse verden, betragter scientologerne ligeledes auditering og uddannelse som de vigtigste metoder til at frelse verden, hvilket de beskriver som en optimal overlevelse på alle dynamikker.
Som velbevandret i komparativ religion ville jeg besvare spørgsmålet: ”Hvor har romerske katolikker steder, hvor de dyrker?” med svaret: ”Hvor de syv sakramenter ydes til tilhængere i sagens natur.” Til spørgsmålet: ”Hvor har scientologer steder, hvor de dyrker?”, ville jeg svare: ”Der hvor auditering og uddannelse i Scientologys skrifter bliver udført for medlemmer i sagens natur.” Hubbards værker om Dianetics og Scientology udgør Scientology Kirkens hellige skrifter. Langt de fleste af disse værker er tilegnede, hvad scientologer kalder auditeringsteknologi, og det at lede og tilbyde auditering og uddannelse til medlemmerne. Alene den store vægt, som bliver lagt på auditering i Hubbards værker, kan overbevise enhver religionsforsker om, at auditering og uddannelse er de centrale religiøse udøvelser og de vigtigste former for dyrkelse i Scientology Kirken.
Som forsker i komparativ religion kan jeg fremhæve, at auditering og uddannelse uden tvivl er centrale former for dyrkelse i Scientologys trossystem. For det andet at de steder, hvor auditering og uddannelse bliver udført for tilhængerne, utvivlsomt er Scientologys steder for dyrkelse.
Frank K. Flinn
22. september 1994
