Hvad er
RELIGIONSFRIHED?

De Forenede Nationer, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE), den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og relaterede regionale organer har for længst indset vigtigheden af retsevne og entitetsstruktur for religiøse organisationer som en del af deres ret til religionsfrihed.

Når retten til religionsfrihed eller tro er omtalt, er man mere tilbøjelig til at tænke på enkeltpersoners ret til at tro og manifestere deres tro gennem tilbedelse, undervisning, overholdelse af religiøse forskrifter og praksis. Men ved eftertanke kan enkeltpersoner ikke udøve deres ret til religionsfrihed, medmindre de får lov til at danne juridiske strukturer for at organisere og styre deres religiøse samfund.

Love, der styrer oprettelse, drift, registrering og anerkendelse af religiøse samfund er livsnerven i religiøse samfund. Uden en eller anden form for status som juridisk person kan et religiøst samfund ikke engagere sig i de mest elementære handlinger, såsom at eje eller leje et sted for religionsudøvelse, have en bankkonto, hyre personale, tegne kontrakt for service, udgive og disseminere religiøse tekster og etablere uddannelsesprogrammer og samfundsopsøgende, velgørende service.

Love, der styrer adgang til retsevne, bør udformes på måder, der fremmer religionsfrihed. Som et minimum bør adgang til fundamentale rettigheder forbundet med retsevne kunne opnås uden vanskeligheder. [28] Stater bør sikre, at retsevne og religiøse registreringsprocedurer er hurtige, gennemsigtige, fair, rummelige og ikke-diskriminerende. [29]

Nægtelse af adgang til en sådan status repræsenterer en alvorlig og utilladelig byrde på retten til religionsfrihed. [30] Det er derfor, at love, der styrer stiftelse og registrering af religiøse organisationer, er en vigtig målestok for vurdering af den form for religiøs frihed, der eksisterer i en given stat.

I mange tilfælde er sådanne love blevet brugt som et våben af staten til at begrænse religiøse samfund snarere end at fremme religionsfrihed. Love, der kræver religiøs registrering og pålægger strafferetlige sanktioner for ikke at registrere religiøs aktivitet, er grusomme metoder brugt af stater til at undertrykke religionsfrihed i overtrædelse af menneskerettigheder.

Sådanne metoder er konstant blevet fordømt af FN’s Menneskerettighedskomité,[31] FN’s rapportør for religiøs frihed,[32] OSCE-panelet af religiøse eksperter i samråd med Venedig-kommissionen,[33] EU[34] og den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. [35]

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået, at en stats nægtelse af status som juridisk person for en forening af personer, religiøs eller på anden måde, svarer til en indblanding i udøvelse af retten til foreningsfrihed. Hvor organisationen af et religiøst samfund er et spørgsmål, er en afvisning af at anerkende den som en juridisk person, også blevet fundet at udgøre en indblanding i retten til religionsfrihed som udøvet af både selve samfundet og dets enkelte medlemmer. [36]

OSCE-panelet af religiøse eksperter og Venedig-kommissionen har identificeret yderligere problemområder inden for religiøs registrering og dannelsen af retsevne, der skal behandles for at lette religionsfrihed:

• Enkeltpersoner og grupper bør være frie til at praktisere deres religion uden registrering, hvis de ønsker det;
• Stort mindstekrav om antal medlemmer bør ikke tillades med hensyn til at opnå retsevne;
• Det er ikke rimeligt at kræve langvarig tilstedeværelse i landet, før registrering tillades;
• Andre unødvendigt belastende problemer eller forsinkelser forud for at opnå retsevne bør drages i tvivl;
• Bestemmelser, som giver overdreven statslige skøn i at give godkendelser, bør ikke tillades;
• Officielle skøn i begrænsning af religionsfrihed, enten som et resultat af vage bestemmelser eller på anden måde, bør nøje begrænses;
• Indgriben i indre religiøse anliggender ved at engagere sig i væsentlig gennemgang af kirkelige strukturer, som pålægger bureaukratisk undersøgelse eller begrænsninger med hensyn til religiøse udnævnelser og lignende, bør ikke være tilladt;
• Bestemmelser, der virker med tilbagevirkende kraft eller undlader at beskytte tilsikrede rettigheder (for eksempel ved at kræve omregistrering af religiøse entiteter under nye kriterier), bør drages i tvivl;
• Passende overgangsregler bør gives, når nye regler bliver indført; og
• I overensstemmelse med principperne om autonomi bør staten ikke beslutte, at en bestemt religiøs gruppe bør være underordnet en anden religiøs gruppe, eller at religioner bør opstilles på et hierarkisk mønster (en registreret religiøs enhed bør ikke have vetoretten over registrering af nogen anden religiøs enhed). [37]