1. I kristen kultur kaldes hele doktrinen angående de fundamentale religiøse værdier teologi, fordi alt står i forhold til Gud og hans vilje. Her står udtrykket og begrebet Scientology i stedet for ”teologi”. I stedet for at være studie (logi) af Gud (teo) har vi her studie (logi) af viden (sciento-). Men i begge tilfælde er det rette mål for denne viden det absolutte; faktisk er denne ”viden” absolut. Skønt den tilsyneladende kræver undersøgelser og anvendelse, er den åndelig og transcenderer empirisk viden om det fysiske univers, selvom den menes at være i stand til at kunne foretage et indgreb i det.
Scientologys doktrinindhold stammer fra den tendens til at skue ind, som også findes i den kristne forskning af ”Gud i dig selv”, som er så typisk for mystiske opstande. Et anliggende med Scientology Kirken – udtrykt i dens konstitutive handling i Californien – er, at: ”Det bedste bevis på Guds eksistens er den gud, som mennesket finder inde i sig selv.” Dog er den udtrykkelige og underforståede model for Scientologys indvendige søgning at finde i den vediske religions fremgangsmåder, som begyndte med meditation over Upanishader.
Upanishad-modellen er udtænkt på følgende måde: Universets substans, brahman, identificerer sig selv med menneskets substans, atman, så mennesket kan kontakte universet gennem erkendelse af sin egen atman uden at behøve at henvende sig til guderne, som i en hvilken som helst polyteistisk religion repræsenterer selve universet i dets forskellige former og aspekter. I Scientology finder vi i stedet for atmanen thetanen, der fungerer som den ”uforanderlige essens” og transcenderer enhver mulig form.
Opfattelsen af thetanen er fundamental for Scientology troen, i lige så høj grad som sjælen er det for den kristne tro.
2. Opfattelsen af thetanen er fundamental for Scientology troen, i lige så høj grad som sjælen er det for den kristne tro. Men fordi det er nødvendigt at skelne mellem thetan-begrebet og sjælebegrebet, skabte Scientology et nyt ord, thetan, som et ord der passer bedre til en ny religion.
Det nye ord er svar på to modsatte behov: 1) at opnå fuldstændig fornyelse, fri fra nogen som helst semantik; således et ikke-eksisterende ord uden nogen som helst mening i noget eksisterende sprog; 2) begrænsning af det vilkårlige i opfindelsen, således at det nye ord ikke ville være meningsløst, selv hvis det ikke betød noget i de eksisterende sprog. Alt i alt var det ønsket at give det nye ord en nødvendighedsartikel, som kunne overvinde muligheden for kunstfærdighed. Valget faldt på det græske bogstav theta, som ikke betyder noget, når det står alene. Det er også det første bogstav i Theos (Gud) og i Thymos (sjæl), og det er blevet valgt til rod for et ord, som rent fonetisk ligner den indiske atman.
Den morfologiske forbindelse mellem atman og thetan, som vi rent objektivt ville skønne skyldes derivering af det andet udtryk fra det første, ses i stedet for af Scientology som en indisk foregribelse af det hubbardianske begreb; således at vi i Scientology bøgerne finder: ”Det evige uforgængelige selv (atman) i Upanishaderne er en tidligt udviklet foregribelse af Scientologys begreb thetan.”
3. Scientology følger Upanishad-modellen med det mål at skue indad for at finde et korrekt forhold mellem selvet og universet: ”Lidt efter lidt, mens thetanen udvikler sig i viden om sig selv, tiltager denne evne til at komme i sympatisk forhold til de universelle kræfter (dynamikker), som fungerer på skabelsesniveauet (til forskel fra eksistensniveauet, hvor thetanen bliver genkendelig).”
Der er otte dynamikker, og de er tilskyndelser til overlevelse for individet som sig selv; gennem seksualliv og familien; gruppen (strækkende sig fra lokalsamfund til nationalitet); menneskeslægten; livsformer (omfattende dyr og planter); det fysiske univers; det åndelige univers – symboliseret ved bogstavet theta som i thetanen eller det åndelige væsen; og det Højeste Væsen.
4. Fra forholdet mellem thetanen og de otte dynamikker opstår der psykosomatiske, etiske, paravidenskabelige og rituelle følger. Udtrykt i Scientology forstås de sympatiske forhold som en reduktion af kaos til en ordentlig realitet repræsenteret af thetanen. Vi kunne forstå det hele udtrykt historisk-religiøst ved at finde den typiske funktion for enhver religion ved at tildele en metahistorisk værdi til de historiske realiteter. Her som andetsteds er målet med metahistorisk ”at være” at overvinde det kaotisk historiske ”at blive” – historie i sig selv set som en personlig historie, en nationalhistorie, menneskeslægtens historie, naturhistorie, overnaturlig historie (verdens skabelse, Skaberens virke, hans indgriben i det skabte). Alle disse ”historier” fanger og ødelægger det individ, som ikke forstår at orientere sig selv (og at orientere dem), fordi thetanen har mistet bevidstheden om sig selv. Men når thetanen har nået sin fulde bevidsthed, kommer alt i orden igen med de følgende konsekvenser:
Psykosomatiske konsekvenser: Thetanen forårsager mental og fysisk sundhed, idet den giver den bedst mulige styring til kroppens og psykens aktivitet.
Etik: Thetanen dirigerer familieforhold sammen med sociale og generisk menneskelige forhold.
Videnskabelig: Thetanen belyser videnskabelig og teknologisk forskning på alle felter. Bortset fra den tekniske og videnskabelige frembringelse begunstiger den også artistisk og litterær frembringelse. Læreren Hubbard ophøjes både som forfatter og som videnskabsmand, som især havde talent mht. sømandsskab, fotografering, musik, mineralogi, agronomi og kommunikationssystemer.
Fra dette synspunkt kan vi bemærke, hvordan parallellen med Upanishaderne bliver bragt til dens yderste konsekvenser: Tantrismen, det endelige produkt af denne religiøse udvikling, lover kræfter, som vi i forhold til tid og miljø ville definere som ”magiske”; Scientology lover kræfter, som vi kalder artistisk-litterære eller videnskabelige eller teknologiske; men i begge tilfælde kan man tale om den mystiske åbning af verden for enhver indgriben af det væsen, som i sig selv har opdaget den mystiske evne til at gribe ind.
