Den akademiske undersøgelse af religioner begyndte i den vestlige verden i starten af det 19. århundrede på grund af tankens historie, der var inspireret af filosoffernes oplysningsperiode i det 18. århundredes Europa. Når ny information om ældgamle, religiøse traditioner (filosofierne i Indien og det fjerne østen i særdeleshed) indsamlet af opdagelsesrejsende og missionærer nåede de lærde kredse i Europa, blev det nødvendigt at omdefinere selve definitionen på religion.
Begrebet, som indtil da kun havde betydet kristendommen og judaisme – nogle gange også islam – begyndte at dække sådanne østlige, religiøse filosofier som hinduisme, buddhisme, konfucianisme, taoisme, shintoisme, zarathustrisme osv. Den nye disciplin, der kaldes ”religionshistorie” eller ”komparativ religion”, blev generel og komparativ i dens fremgangsmåder.
Religionsfænomenologi indikerede som en af sine vigtigste grene en så bred variation på området, at det har været vanskeligt for lærde inden for religioner at fremlægge en kortfattet definition – som samtidigt ville omfatte det mest essentielle om religiøsitet i sig selv og være gyldig for lige meget hvilken boglig og primitiv religion i verden, det måtte dreje sig om. En af de mange bestræbelser på at definere religion var baseret på kriteriet om ”Guds”- eller ”guddoms”-begrebet, indtil lærde fandt, at buddhismen som en af de såkaldte verdensreligioner – i det mindste i teorien – forsøgte at lægge vægt på dens særlige betegnelse som en ”ateistisk” religion.
Det snævre begreb, religion, oftere presset af regeringens embedsmænd end lærde i religion, har brug for fornyet overvejelse i vor tids verden. Ordet ”religion”, der findes i en eller anden form i de fleste europæiske, dvs. germanske, romanske og slaviske sprog, kommer fra et latinsk ord ”religio”. Dette begreb omfatter i særdeleshed idéen om at blive afhængig af noget ”guddommeligt”. Princippet ”cuius regio eius religio” på latin betød følgelig, at kejseren eller hertugen siden det 16. århundrede havde magten til at beslutte, på hvilken måde hans landsmænd burde tro og opføre sig i post-reformationens Europa. Hele problemet med eksistensen af guddommelige eller sociale ”bånd” af denne art er meget vestlig, men selve idéen er faktisk helt fraværende i mange af verdens kulturer.
Så denne form for vestlig antagelse af religion kan på gamle, østlige, religions-filosofiske traditioner kun benyttes med magt. En sådan udtalelse er endog blevet fremsat, at de tre vigtigste varianter af kinesiske verdensopfattelser – taoisme, konfucianisme og buddhisme – slet ikke er religioner i den vestlige betydning af ordet, men snarere ”tre Taoer” eller ”veje” til en destination, som er princippet om harmoni mellem yin og yang.
Der er med andre ord mange kulturer i verden, som ser ud til at være meget religiøse til trods for den kendsgerning, at de har klaret sig uden ”religiøst” relaterede begreber i deres respektive sprog. Det vedrører især de nordlige kulturer i de gamle og nye verdener, hvor vi har arbejdet i marken: Folk praktiserer animistiske og shamanske ritualer uden at kalde dem religioner. En udtalelse til os i 1994 fra en kvindelig Nanay-shaman i Nedre Amur-regionen i det sydøstlige Sibirien kunne citeres som et typisk eksempel på dette: ”Kristendom – det er russisk. Vi har kun vores shamaner.”
Et andet nuværende problem vedrører de mange samtidige funktionelle alternativer til religioner. Den nyere verdenshistorie viser, at sådanne bestræbelser som kommunisme, marxisme og maoisme på at skabe ”ikke-religiøs” stat og samfund ikke er lykkedes så godt. Det menneskelige sind har klart vist sig at være mere interesseret i religiøse anliggender, end man har troet i disse og andre materialistiske og antropocentriske ideologier opstået i det tidligere såvel som dette århundrede.
