Ligesom man i den moderne akademiske definition af religion har anset det for nødvendigt at udvide definitionen til at omfatte anden religiøs adfærd, praksis og religiøse overbevisninger, som rækker ud over den vestlige monoteistiske traditions grænser, har moderne, akademiske traditioner ligeledes været nødsaget til at bevæge sig ud over den vestlige kontekst i dens forståelse af ”dyrkelse” og inkludere udøvelsen af østens religiøse traditioner og åndelige liv.
Set i historisk og global sammenhæng finder den, som studerer religion, en stor spændvidde i – ”dyrkelsesadfærd og handling”. De oprindelige befolkningsgruppers kosmiske og religiøse traditioner rettede deres dyrkelsesaktiviteter mod naturens kosmiske rytme og Skaberen. Stort set hver eneste af trossamfundets begivenheder – fra jagt til såning, fra fødsel til død – blev indledt af ritualer eller andre dyrkelsesaktiviteter. I vestens historiske og religiøse traditioner var bøn og ritualer centrale aktiviteter i trossamfundets gudsdyrkelse. Her strakte gudsdyrkelsen sig fra at mindes Allah ved at hengive sig til bøn fem gange om dagen, til at mindes pagten med Jahve på helligdage og i den romerskkatolske tro til at ophøje ”Kristi legeme” i daglige messer. I østens traditioner kunne dyrkelsen tage form af en yogis stille meditation i Himalayabjergenes ensomhed, en gentagen messen af himmelklædte jainere i forestillingen om en ”realiseret sjæl”, umådelige shinto-ritualer udført i tilstedeværelsen af ”kami”, som er til stede i hver dråbe vand eller hvert blad på et træ, eller ugelange ceremonier med ”messe og bøn” af de tibetanske buddhister, som benægter idéen om en Skabergud. Dyrkelse blev efterhånden betragtet af moderne studerende af religion som religiøse aktiviteter, der fremmer foreningen med eller tilhørsforholdet til det usete hellige. Set i globalt og historisk sammenhæng omfatter det et bredt spektrum af aktiviteter og adfærd.
Inden for Scientology Kirken findes en hel række aktiviteter til dyrkelse, som er bestemt til at lette foreningen med og tilhørsforholdet til det hellige. Det kan findes i deres auditeringsaktivitet (beskrevet ovenfor) og i deres uddannelse. Auditering er den proces, som fører en fra ”præclear” til ”clear” og videre; det er Scientologys måde at stimulere bevidstheden om en selv som et udødeligt væsen, thetanen, den usete dimension, som er emnet for det religiøse liv. Men af lige så stor vigtighed i Scientology er deltagelse i uddannelse. I auditering bliver man frigjort; igennem uddannelse forbliver man fri og lærer ”at opnå formålet om at forbedre tilstande i livet”.
Som vi allerede har påpeget, passer de forskellige former for dyrkelse i en given religiøs tradition sammen med deres oplevelse af, hvad der er helligt og/eller det endelige. For Scientology er uddannelse den aktivitet, som gør en i stand til at bevæge sig gennem de otte dynamikker mod den ottende dynamik, Uendeligheden. I Scientology er uddannelse hverken tilfældig eller til for blot at lære. Det er derimod en bevægelse gennem en række præcise trin – i éns eget tempo og ifølge et checksheet – med det formål at tilegne sig den nødvendige viden og evnen til at anvende den viden i hverdagen. Scientology tilbyder en hel række kurser, der spænder fra introduktionskurser til kurser, der indeholder ”viden om thetanens vigtigste færdigheder”.
Mere almindelige former for aktiviteter til dyrkelse kan findes i de fælles ritualer, som finder sted, når scientologer samles ved ceremonier og højtideligholdelser. Scientology litteraturen indeholder ceremonier og ritualer, som markerer vigtige begivenheder i ens livsforløb: fødsel, navngivning, ægteskab og død. Disse ceremonier og ritualer forbinder store begivenheder i livet med livets hellige dybder, som de bliver opfattet af Scientology trossamfundet. (Se L. Ron Hubbard, The Scientology Religion, London, 1974, for beskrivelser af nogle af disse ceremonier og ritualer). Sidestykker til disse Scientology ceremonier, der udøves ved bestemte begivenheder i løbet af livet, kan findes i stort set hver eneste religiøse tradition. Sådanne ritualer bekræfter forestillingen om, at menneskets liv er forbundet med usete, åndelige dimensioner, som skal erkendes og vedkendes, for at menneskets liv kan blive helt og fuldt.
Aktiviteter til dyrkelse kan være individuelle såvel som fælles. Det er nok mest tydeligt med hensyn til bøn, men det er også tilfældet med hensyn til meditative aktiviteter eller åndelige discipliner. Om det er en sufi, som beder alene eller sammen med andre i en hvirvlende dansebøn, så er man engageret i dyrkelsesaktivitet. Om det er en buddhist alene på en bjergside fordybet i meditation eller sammen med andre messende en sutra, finder man her en dyrkelsesaktivitet.
[I] Scientology ligesom i østens realisationstraditioner er den individuelle indsats afgørende. Inden for Scientology omfatter realisationsprocessen eller udviklingen mod åndelig frihed auditering og uddannelse.
I Scientology kan man finde både individuelle og fælles aktiviteter for dyrkelse. Men i Scientology ligesom i østens realisationstraditioner er den individuelle indsats afgørende. Inden for Scientology omfatter realisationsprocessen eller udviklingen mod åndelig frihed auditering og uddannelse. Analogien inden for østens traditioner er ”guru–discipel”-forholdet. I ”guru–discipel”-forholdet er de centrale aktiviteter for dyrkelse indre handlinger, som i hinduisme stimulerer udviklingen mod realisationen af atman eller sjælen, som også er det endelige. Disse indre udviklinger kan være forbundet med visse ydre aktiviteter som yogiske kropsholdninger eller vejrtrækningsteknikker eller endda visse indre handlinger som visualisering af et billede. Denne indre udvikling kan finde sted over en kortere eller længere periode og er en del af tilhængerens dyrkelsesaktiviteter. I mange af østens traditioner kan de asketiske og meditative uddannelses- og disciplinære øvelser tage flere måneder eller år eller foregå i fuldstændig ensomhed, når først vejledning er givet af mesteren. Selvom udøvelsen fuldføres i ensomhed, er den stadig forbundet med trossamfundets liv gennem fælles overbevisninger, tro og aktiviteter. I Scientology er det den rette sammenhæng for auditering og uddannelse, hvor forholdet mellem den religiøse rådgiver og den individuelle indviede er kernen. Igen er der en analog til den åndelige vejleder i de kristne klostertraditioner – præsten i de protestantiske traditioner, guruen i de hinduistiske traditioner og lamaen i de tibetansk-buddhistiske traditioner.
I Scientology er disse indre og åndelige aktiviteter forbundet med auditering og uddannelse for at lette udfoldelsen af ens åndelige natur også med forøget religiøs viden og uddannelse. I Scientology konteksten betyder dette hovedsageligt studiet af L. Ron Hubbards værker og foredrag om Dianetics og Scientology. (Men det omfatter også de kurser, som han udviklede, og de film, som han skrev og instruerede). Atter kan sammenhængen mellem åndelig udøvelse og studiet af skrifter findes på tværs af traditioner. Den klassiske, hinduistiske yogi udøver askese og læser sine vedaer samtidigt. Den andægtige muslim læser sin Koran og overholder fastemåneden, hvor faste er påkrævet så længe, der er dagslys. Disse aktiviteter opfattes at være en støtte til hinanden på den åndelige vej.
Konklusion: I betragtning af dette overblik over Scientologys udøvelse og aktiviteter kan jeg konkludere, at Scientology engagerer sig i dyrkelsesaktiviteter på deres dyrkelsessteder, som dyrkelse er forstået i det moderne studie af religion. Scientologernes aktiviteter på deres dyrkelsessteder falder inden for området af mønstre og udøvelser, der findes i menneskehedens religiøse liv.
M. Darrol Bryant
26. september 1994
