I anden halvdel af dette århundrede har en hel række ”nye religioner” set dagens lys i Nordamerika og Europa. I medierne er de ofte blevet kaldt ”sekter” og omfatter sådanne grupper som Hare Krishna, 3HO, Unification Church, TM og Scientology. Når de ”nye religioner” har tiltrukket mediernes opmærksomhed, har det som regel været i forbindelse med sensationelle påstande om, at medlemmerne af de nye trossamfund ikke var der af deres egen fri vilje, men derimod var blevet ”programmeret” eller ”hjernevasket”. Sådanne påstande har været genstand for videnskabelig undersøgelse (Eileen Barker, The Making of a Moonie, Oxford, 1984) og for en række offentlige undersøgelser (Hill Report om ”Mind-Development Groups, Sects, and Cults in Ontario”, 1980). Disse videnskabeligt pålidelige og offentlige undersøgelser har ikke fundet noget grundlag for disse anklager, men sådanne fordomme eksisterer stadig.
Da religionsforskere begyndte at studere ”nyreligiøse trossamfund” i 1960’erne og ’70’erne, observerede de flere ting, som er værd at nævne her. Disse studier er fortsat i 1980’erne og ’90’erne, og man udvidede undersøgelserne til andre dele af verden.
Mange af de ”nye religioner” var for så vidt ikke ”nye”, men kun nye i Nordamerika. For eksempel er Hare Krishna-bevægelsen ofte betragtet som en ”ny religion”/”sekt”, men den var faktisk kun ”ny” i Nordamerika. Det er et mangeårigt trossamfund i Indien og har sin oprindelse i det 15. århundredes hinduistiske nytænker Caitanyas liv og arbejde. Den har eksisteret i Indien lige siden, men kom først til Nordamerika i 1960’erne. Det samme er tilfældet med en række andre nyreligiøse bevægelser, som har rødder i østens hinduistiske, buddhistiske og sikh-traditioner.
Et mindre antal af de ”nye religioner” har deres oprindelse i genopdagelsen af glemte eller forsømte aspekter af ældre, religiøse traditioner, ofte de muslimske, jødiske og kristne trossamfunds mystiske og meditative dimensioner. For eksempel angik Canadas første ”deprogrammeringssag” en ung kvinde, uddannet på Waterloo Universitet, som havde tilsluttet sig et katolsk karismatisk trossamfund i Orangeville, Ontario.
Mange af de ”nye religioner” er opstået på baggrund af mødet mellem missionerende kristendom eller missionerende islam og oprindelige traditioner i Afrika og Asien. Når disse grupper er kommet til Nordamerika for at udbrede deres tro, er de blevet mødt med bekymring, da mange af de nyere trossamfunds overbevisninger bliver betragtet som ”kætterske” af de ældre trosretninger. Nogle af disse sammenfattende bevægelser såsom Unification Church har rødder i den kristne missionske verden, men indbefatter desuden elementer af oprindelige eller traditionelle religioner foruden ”nye åbenbaringer”. Et lignende tilfælde er Bahai-traditionen, som stammer fra den islamiske tradition, men indbefatter en ”ny åbenbaring”.
Nogle af de nye religioner var overvejende ”nye”, for eksempel Scientology og the Prosperos. (Se Robert Ellwood, Jr., Religious and Spiritual Groups in Modern America, Englewood Cliffs, NJ: 1973). Alligevel finder vi også i disse tilfælde en afvisning af, at der er tale om en fuldstændig nyskabelse, når L. Ron Hubbard for eksempel erklærer, at Scientology er ”en direkte forlængelse af Gautama Siddhartha Buddhas arbejde”. (Håndbog i Scientology) Derfor findes der også i disse tilfælde elementer af tro, udøvelse, inspiration eller ritualer, som har rødder eller paralleller i ældre og/eller andre traditioner.
De ”nye religioner” stillede religionsforskere over for et fænomen, som udfordrede visse almindelige akademiske forestillinger, men så vidt jeg ved, var ingen religionsforskere i tvivl om, at de med de ”nye religioner” havde at gøre med religiøse fænomener.
Religionshistorikere minder os om, at ”nyreligiøse bevægelser” altid er under dannelse. For eksempel peger historikere på det 19. århundredes Amerika som et århundrede, hvor ”nyreligiøse bevægelser” sprang frem over hele landet eller til det 20. århundredes Japan især efter anden verdenskrig, hvor et lignende fænomen kunne observeres. I de fleste tilfælde i det 19. århundredes Amerika drejede det sig om varierende fortolkninger af kristendom, men ikke desto mindre ”nye”. (Se Mary Farrell Bednarowski, New Religions and the Theological Imagination in America, Bloomington, Indiana, 1989). Der var shakere og kvækere, mormoner og New Lights, Oneidians og New Harmonians og tusindvis af andre. I Japans tilfælde havde de fleste af de nyreligiøse bevægelser rødder i buddhisme, den mest kendte er Sokka Gakkai. Dette fik de samme historikere til at drage følgende konklusioner: (I) at selvom nyreligiøse bevægelser konstant blomstrer op, har de generelt en meget kort levetid. De dukkede op omkring en karismatisk, profetisk eller åbenbaringsmæssig figur, men ofte forsvandt de igen i løbet af 2-3 år. Og (II) de få, som overlevede, blev med tiden anerkendt som fuldt ud legitime, religiøse traditioner. Tag for eksempel mormonerne, Church of Christ, Scientists og Syvendedagsadventisterne, som alle blev angrebet i stor udstrækning, da de dukkede op i det nittende århundrede, men som nu er betragtet som ”legitime” religiøse trossamfund. Bahai-trossamfundet er et ikke-nordamerikansk eksempel på det samme fænomen, Sokkai Gakkai med sine buddhistiske rødder er et eksempel fra Japan.
Religionssociologer gjorde også en vigtig observation, da de fandt ud af, at en af forskellene mellem tidligere nyreligiøse bevægelser og dem fra sidst i det 20. århundrede i Nordamerika var deres sociale tilhørsforhold. Nyreligiøse bevægelser dukker typisk op iblandt samfundets marginaliserede og mest underprivilegerede befolkningsgrupper. Man ville let kunne genkende dette fænomen, hvis man gik gennem ghettoerne i Amerikas storbyer (eller barakbyerne i Latinamerika eller tiggerkvartererne der omringer Afrikas byer) eller besøgte de fattige i provinsen. Der ville man opdage en hel række af generelt ukendte, religiøse grupper. Men i disse sociale lokaliteter har de ikke fået megen opmærksomhed. Det nye element inden for religiøse bevægelser sidst i det 20. århundrede er, at de tiltrækker en anden social klasse: unge fra middelklassen og den højere middelklasse. (Se Bryan Wilson, The Social Impact of New Religious Movements, New York, 1981). Det er let at forestille sig, at middel- eller højere middelklasse-forældre ville blive fortvivlede, hvis de fandt ud af, at deres 25-årige søn, som er blevet uddannet på Harvard, nu tilbad en koreansk messias, eller at deres 24-årige datter, som blev uddannet på Toronto Universitet, nu sang og messede ”Hare Krishna” i lufthavnen. Men vi ved historisk set, at sådanne reaktioner ofte fandt sted, når voksne børn tilsluttede sig en ny og ukonventionel, religiøs tradition – f.eks. holdt Skt. Thomas’ forældre ham i fangenskab i et år, fordi han ønskede at blive dominikaner, en dengang ny religiøs orden. De unge voksne, der blev tiltrukket af sådanne religioner i 1960’erne og ’70’erne, var hverken fattige eller marginaliserede. De var fra middelklassen og den højere middelklasse. Endvidere var disse bevægelser som regel meget mindre end mediernes fremstillinger antydede. I Canada for eksempel kunne antallet af medlemmer i mange af de nyreligiøse trossamfund måles i hundreder eller tusinder i stedet for i de titusinder eller hundredtusinder, som modstandere af disse nye trossamfund ofte hævdede. Nogle grupper i Canada havde dog et større medlemsantal.
De ”nye religioner” stillede religionsforskere over for et fænomen, som udfordrede visse almindelige akademiske forestillinger, men så vidt jeg ved, var ingen religionsforskere i tvivl om, at de med de ”nye religioner” havde at gøre med religiøse fænomener. Om det var en ”god religion” eller en ”dårlig religion”, var som regel et spørgsmål til betydelig, offentlig debat, men religionsforskere tvivlede aldrig på, at vi her havde at gøre med religiøse fænomener. (Se J. Gordon Melton, Encyclopedic Handbook of Cults in America, New York, 1986 og The Encyclopedia of American Religions, Detroit, 1989, hvor de ”nye religioner” omtales).
